Kedsomhed ved poolen? Allier dig med en e-bog

I år skal min familie og jeg på en vaskeægte solferie på Mallorca – med pool, all-inclusive og hele molevitten. Selvom det selvfølgelig er rart at få lidt kulør og lade batterierne op med masser af D-vitamin, er det at ligge foran poolen uden egentlig at lave noget, ikke just mig. Jeg føler, at jeg spilder min tid og egentlig kunne bruge den på noget mere produktivt eller udfordrende. Heldigvis har jeg dog allieret mig med en række e-bøger, så jeg i hvert fald ikke kommer til at dejse om af kedsomhed, når jeg spenderer flere timer foran den azurblå pool. 

En verden af spænding med e-bøger

Jeg har altid læst meget sammenlignet med mine jævnaldrende – lige fra da jeg startede med Harry Potter i 5. klasse til Robert Kurzbans værker om evolutionær psykologi i løbet af min tid på universitetet. Jeg er både til fag- og skønlitteratur og har en meget bred horisont, når det kommer til valg af genre. Jeg er af den overbevisning, at man løbende skal udvide sin litteraturmæssig horisont for at være “oppe på dupperne” ift. de strømninger, der er i tiden, vi lever i.

I år har jeg dog primært medbragt faglitteratur, da jeg i denne tid arbejder på et stort projekt, der kulminerer her efter sommer, hvorfor jeg er ved at “klæde” mig selv på til, at det kommer til at gå stærkt i ugerne efter sommerferien. Det er netop det, jeg synes, der er så fedt ved e-bøger. At der findes en verden af muligheder lige for næsen af mig, og det er blot op til mig at finde “guldet”. Netop ift. faglitteratur er man ofte henvist til gamle, støvede reoler, men med e-bøger slipper jeg for at skulle gennemsøge et bibliotek for at finde den viden, jeg skal bruge i mit arbejde og nyde på min ferie.